I maleriet bliver tre kvinder omfavnet af en frodig have; deres æteriske hvide kjoler kontrasterer levende med den grønne baggrund. Hovedfiguren står fremtrædende, med en graciøs gestus som om hun hilser solen, mens de to andre kvinder deltager i stille, kontemplative handlinger - en bøjer sig let for at samle blomster, mens den anden læner sig op ad et træ, måske fortabt i tanker. Kunstnerens energiske penselstræk tilfører deres former en dynamisk kvalitet, blødgør deres konturer i det omkringliggende løv; de smelter næsten sammen med landskabet, der legemliggør harmonien mellem menneske og natur.

Farvepaletten er en hyldest til naturen - nuancer af grønt, blåt og varme fersken- og jordtoner samles for at skabe en rolig, drømmende atmosfære. Du kan føle den indbydende varme fra eftermiddagen; der er hvisken fra en blid brise. Denne scene fremkalder en følelse af ro, der er sammenflettet med eftertænksomhed, hvilket opfordrer seerne til at træde ind i denne frodige verden og opleve flygtige øjeblikke af skønhed og refleksion. Historisk set markerer denne periode Munchs udforskning af temaer om femininitet og natur, som forbinder følelsesmæssige tilstande med miljøet og kulminerer i et værk, der fanger essensen af kunst i det 20. århundrede med sin levende nærvær.