Scenen udfolder sig med et levende tableau af arbejdere, der er involveret i den hårde opgave at losse sandbåde. Den taktile kvalitet af penselstrøgene giver liv til figurerne, hver detalje dybt optaget af deres ansvar foran et baggrund af skinnende grøn vand. Det er som om man næsten kan høre det blide plask fra bølgerne mod bådene og hvislen af materialer, mens de forsigtigt flyttes. Bådene, med deres elegante kurver og et robust, men lidt slidt udseende, synes at tale om utallige dage tilbragt på vandet; de bliver næsten karakterer i sig selv. Den franske flag med sit røde, hvide og blå farveskema flagrer i vinden, hvilket tilføjer en følelse af national stolthed til hele kompositionen.

Når man undersøger farvepaletten—så rig og samtidig tilbageholdt—føles der en spænding mellem de dybe jordfarver af sandet versus den kølige ro ved vandet. Van Goghs anvendelse af farve virker næsten musikalsk, hver nuance spiller en tone i en kompleks melodi af arbejde og liv. Dette øjeblik fanger en forbigående harmoni; det hårde arbejde fra disse mænd er en uadskillelig del af rytmen i det omkringliggende samfund. Historisk set er dette maleri et snapshot af post-industrielt liv i Frankrig, hvor arbejdet både blev krævet og respekteret. Dette stykke er betydningsfuldt, ikke kun som en visuel optegnelse, men også som et vidnesbyrd om værdigheden, der findes i det daglige arbejde og den skønhed, der ligger i enkle opgaver.