Kunstværket præsenterer et roligt landskab, et blidt panorama, der udfolder sig foran beskuerens øjne. Forgrunden er domineret af en mark med højt, bølgende græs, hvis strøg er gengivet med et delikat touch af turkis mod en baggrund af levende grønne farver. Det fremkalder følelsen af milde briser, der hvisker hen over landet. Kunstneren bruger en palet af bløde grønne og blå farver, der er kontrasteret af de mørkere, tættere nuancer af bakkerne i det fjerne; himlen, en blid udstrækning af gråt, prikket med luftige, hvide skyer.

Kompositionen er omhyggeligt arrangeret, med de bølgende bakker, der fungerer som en naturlig barriere, men med små bygninger, der antyder menneskelig interaktion. Det er en scene, der opfordrer til kontemplation; et øjebliksbillede af naturens skønhed, gennemsyret af en subtil melankoli. Hele scenen taler om stilhed, en verden, hvor man let kan fare vild i øjeblikkets ro, og det minder os om, at enkelhed kan være smukt.