Værket udfolder en scene, der klart opsummerer interaktionen mellem liv og død, idet en patient ligger på et operationsbord, belyst af en foruroligende, men fascinerende palet. Edvard Munks teknik giver figurerne en flydende kvalitet, der udtrykker bevægelse, følelser og det ofte oversete kaos i kirurgi. Den centrale figur, en sårbar mand, er skildret i blege toner; hans kød, næsten spøgelsesagtigt, vækker en følelse af skrøbelighed og det forestående farvel fra livet. I kontrast samles livlige røde penselsstræk omkring ham, og fungerer som en håndgribelig påmindelse om såvel menneskets fysiske eksistens som de barske realiteter ved kirurgisk indgreb.

Omkring dette bevægende øjeblik findes figurer, der næsten paradoksalt virker rolige, iført hvidt, hvis ansigtstræk bærer præg af emotionel tvetydighed. Er de vidner til en lidelse, de ikke kan udholde, eller beskyttere af en skrøbelig proces? Baggrunden antydes kun – henvisninger til portrætter, der ser på afstand, hvilket fremhæver en følelse af voyeurisme og dom. Denne hektiske blanding af farver og former inviterer beskueren til at opleve den følelsesmæssige vægt af øjeblikket, mens det samtidig fremkalder en foruroligende atmosfære, der taler om kunstnerens eksistentielle bekymringer og hans fascination for dødelighed. I begyndelsen af det 20. århundrede, da Munch kæmpede med emner af angst og fortvivlelse, er dette værk en stærk udforskning af den menneskelige skrøbelighed i mødet med en uundgåelig skæbne.