I dette slående stykke står beskueren over for en dramatisk scene af fortvivlelse og længsel. I forgrunden står en ung kvinde, muligvis inspireret af Miranda fra Shakespeares "Storm", og hun står på en klippefyldt strand, hendes imponerende blå kjole svævende blidt omkring hende. De dybe blå nuancer fremhæver både hendes outfit og det tumultariske hav bag hende, hvilket skaber en rørende kontrast; det hvisker næsten til kaosset, der ligger længere bagude. Hendes ustyrlige hår og måden, hun holder det på, som om hun prøver at tæmme både naturens vildskab og hendes egne følelser, antyder en indre uro, der genspejler sig i bølgerne, der bryder mod de skarpe klipper. Resterne af et skib, der vælter i de oprørte vande, tilføjer et narrativt element—en af tragedie og tab, der opfordrer seerne til at udforske implikationerne af skæbnen og menneskets skrøbelighed.

Kunstneren maler et rigt væv af farver, der taler volumer; de dybe grønne og grå nuancer af havet står smukt i kontrast til de livlige blå og jordnære toner af stenene og klipperne for hendes fødder. Denne valg drager øjet mod scenen og gør følelsen håndgribelig; den kaotiske tumult fra havet ser næsten ud til at vibrere med liv, en intens refleksion af kvindens ånd. De virvlende skyer svæver over hendes hoved, hvilket øger den følelsesmæssige vægt i kompositionen og forstærker beskuerens følelse af uro. I sammenhæng med det tidlige 20. århundrede resonerer dette værk med romantiske koncepter, der omfavner dybden af menneskelig erfaring, samtidig med at det kanalisere mytiske og dramatiske elementer, hvilket minder os om den varige kraft ved fortælling gennem kunst.