Værket fanger opmærksomheden med sin levende fremstilling af dyb følelsesmæssig uro. De centrale figurer—et forvridet, plaget ansigt til venstre og en spøgelsesagtig, tilsløret figur til højre—skaber en urovækkende atmosfære. Munch anvender dristige, næsten vanvittige farver, primært røde og gule, der står i kontrast til en mørk, undertrykkende baggrund. De svulmende linjer og bevægelsen fører blikket af beskueren og vækker en følelse af kaos og fortvivlelse. Hver penselstræk synes at pulsere af følelser, hvilket trækker beskueren ind i dybden af menneskelig lidelse.

Det, der straks slår én, er den forstyrrende kvalitet af figurerne, især det fortvivlede skrig, der kommer fra ansigtet, som nærmest lyder som en lyd, ekot af den smerte, der er oplevet indeni. Munchs anvendelse af overdrevet form forstærker spændingen—håret fra den tilslørede figur flyder som flammer og antyder en lidenskab, der er vævet ind i smerte. Dette maleri, født i slutningen af det 19. århundrede, skildrer den eksistentielle angst, der præger Munchs arbejder, og afspejler den psykologiske ubehag i hans tid. Som værk står det som en bevægende udforskning af sorg og følelsesmæssigt sammenbrud, der er indskrevet i ekspressionismens annaler.