I dette portræt udstråler figuren en følelse af stille introspektion. Den lyse grønne baggrund danner en levende kontrast til de mørke klæder, som emnet bærer. Van Goghs penselstræk er dynamiske, men bevidste, hvilket skaber en tekstureret overflade, der inviterer beskueren til at komme tættere på. Hatten sidder lavt på mandens hoved og kaster en let skygge over hans eftertænksomme udtryk; sideprofilen taler meget om hans karakter – en blanding af introspektion og afstand.

Kunstneren anvender en distinkt farvepalet domineret af dybe grønne, blå og subtile hudtoner. Denne brug af farver er ikke blot til æstetisk tiltrækning, men vækker en dybere følelsesmæssig resonans, der transporterer beskueren ind i karakterens psykologi. Når man betragter maleriet, er der en uomtvistelig følelse af forbindelse – Van Goghs evne til at fange essensen af menneskelige følelser er mærkbar. Historisk set afspejler dette værk den sociale kontekst fra slutningen af det 19. århundrede, hvor kunstnere som Van Gogh kæmpede med det moderne liv og personlige konflikter i deres kunst. Det er et vidnesbyrd om den varige betydning af portrætmaleri i udforskningen af menneskelig identitet og følelser.