Kunstværket vækker en fængslende scene, der trækker beskueren ind i et mystisk rige, hvor grænserne mellem virkelighed og fantasi utydeliggjort. I forgrunden står en heks elegant, mens hun rører rundt i en overnaturlig bryg, der bobler i en kedel. Med sit hår, der falder i vilde bølger, inkapsler hun en følelse af magt og mystik—en fascinerende figur i sit flydende, eteriske tøj. Den rige tekstur af hendes beklædning reflekterer de komplicerede detaljer, som Waterhouse færdiggjorde med dygtighed og trækker os ind i en drømmende atmosfære. Rundt omkring elle pigerne sidder sorte krager nysgerrigt, tavse vidner til den udviklende magi; deres mørke tilstedeværelse øger denne moments gådefulde kvalitet.

Baggrunden afslører et øde landskab, der antyder en forladt civilisation med klippefremspring og fjerntliggende ruiner skjult i skyggerne. Denne kontrast lyser op den levende kerne af heksen, der lokker os ind i hendes hemmelige verden. Kunstneren bruger dygtigt en farvepalet i jordfarver, der står i kontrast til lette højdepunkter og fanger de dansende flammer og den svirrende røg, der stiger op og danner en hypnotiserende spiral, der næsten overskrider tiden. Der er en mærkbar spænding i luften, som om naturen selv holder vejret, fascineret af heksens incantation. Waterhouses værk resonerer følelsesmæssigt, der afkvæder både forundring og bekymring—de dobbelte kræfter for skabelse og ødelæggelse manifesterer sig her. Stykket står som et symbol på fascinationen af det 19. århundrede med myter og det okkulte, der afspejler tidens besættelse af det overnaturlige og kvinders roller inden for disse fortællinger—et kunstnerisk arv, der fortsætter med at fascinere.