I denne drømmende skildring af et kystlandskab smelter bløde pasteller sammen for at danne en rolig scene, der synes at ånde med liv. De milde bølger fra bakkerne ruller ind i de stille vande, hvor lysglimt danser på overfladen og fanger et flygtigt øjeblik af skumring eller daggry. Renoirs penselstræk virker næsten eteriske, der forsigtigt fanger essensen af miljøet snarere end detaljerne. En ensom ko græsser fredeligt i forgrunden og stabiliserer kompositionen, mens den inviterer beskueren til at reflektere over de enkle glæder ved livet på landet. Dette værk føles som et hvisken af nostalgi, der fremkalder minder om solrige dage brugt på at vandre langs kyststier, hvor luften er gennemsyret af duften fra salte briser.

Farvepaletten er fyldt med glade nuancer af rosa, grøn og blå, der væver sig sammen med jordfarver, som omfavner scenen med varme. Himlen, der er afbildet i bløde toner, antyder en dag, der svinder bort eller vågner, og giver et lærred, der ændrer temperatur og humør. Renoirs teknik til at blande farver og anvende løse penselstræk skaber en følelse af flydende, der inviterer beskueren til ikke blot at se, men også føle kystens atmosfære. Historisk set afspejler dette værk impressionismens ideologi, der fremhæver skønheden fundet i hverdagens øjeblikke, og forbinder sig dybt med beskuerens følelser ved at fejre naturen i sin mest stille tilstand. Det er en bekræftelse på harmonien mellem menneskeheden og miljøet, der opfordrer os til at gå udenfor og opleve den fred, verden kan tilbyde.