Kunstværket fanger et ømt øjeblik - en balletdanser, der forsigtigt interagerer med en dukke, begge spejler hinanden i et roligt tableau. Balletdanserinden, i sin hvide tutu, synes at være fordybet i tanker, hendes refleksion er subtilt duplikeret i spejlet bag hende. Kunstnerens brug af bløde, dæmpede farver - cremer, fersken og brun - skaber en fredfyldt, næsten drømmende atmosfære. Kompositionen er afbalanceret, med danserens form, der forankrer stykket, mens dukken og vasen med blomster på bordet tilføjer sarte detaljer. Det er et øjeblik af introspektion, en pause før forestillingen, eller måske en refleksion over selve kunsten at danse.