Der er en særlig alvor i ansigtet, som er fanget i dette evokative værk; kvinden ser direkte på dig, hendes udtryk er en blanding af modstandsdygtighed og sårbarhed. Hver penselstræk synes at være hensigtsmæssig, med lag af maling der bygger en struktur, som tiltrækker beskueren og indbyder til nærmere eftertænksomhed. De stærke konturer af hendes kindben og de let nedadgående mundviger antyder et liv formet af erfaring, måske af vanskeligheder. Hendes hudfarve, malet i jordfarver, står i skarp kontrast til den mørke baggrund, hvilket fremhæver hendes tilstedeværelse på lærredet. Blødheden af stoffet omkring hendes hoved—den hvide hue prydet med delikate folder—tilføjer en blødhed, som står i kontrast til den stærke følelsesmæssige strøm i hendes ansigt.

Farvepaletten afspejler Van Goghs unikke evne til at formidle følelser gennem farve. Mørke nuancer omslutter baggrunden, mens den centrale figur træder frem med et skær af varme og menneskelighed; det er næsten som om hun er indhyllet i lys, på trods af de omkringliggende skygger. Dette valg skaber en spænding, som får beskueren til straks at føle en forbindelse, hvilket udfordrer os til at afkode hendes historie. Historisk set repræsenterer dette portræt et kritisk øjeblik i Van Goghs udvikling som kunstner, idet han understreger sin dybe interesse for livet for almindelige mennesker. I dette værk fanger kunstneren ikke kun et lighed, men også en dyb følelsesmæssig resonans, der forvandler et enkelt portræt til en tidløs udforskning af karakter og eksistens.