Scenen udspiller sig i et dunkelt, næsten klaustrofobisk rum – måske en smal gård eller en gyde. En figur, en munk, der udmærker sig ved sin brune kutte og hætte, tårner sig op, hans ansigt er præget af en blanding af beslutsomhed og måske et glimt af noget mere. Han holder et våben højt, kolben på en musket, over en mand, der ligger udstrakt på jorden. Den faldne mand, i en grøn frakke og hvid skjorte, er spredt ud, hans kropsholdning er af nederlag eller skade. Kompositionen er barsk, figurerne er placeret tæt sammen, hvilket understreger dramaet i øjeblikket. Et vindue og en grov stenmur danner en baggrund og forstærker følelsen af ​​indeslutning og spænding. Sollyset kaster en dramatisk skygge og fremhæver figurerne. Jeg kan næsten høre tilskuernes dæmpede hvisken, det pludselige åndedrag, når våbnet falder.