Scenen udspiller sig med en visceral energi; en tyrefægtning gengivet i rå og dramatiske linjer. Jeg kan næsten høre folkemængdens brøl, hovenes klapren, tyrens desperate brøl. Kompositionen er en hvirvelvind af bevægelse: en angribende tyr, ryttere, der desperat forsøger at bevare kontrollen, og figurer af mænd, der kæmper for at vælte dyret. Den ru tekstur i trykket, opnået gennem ætsede linjer, giver en følelse af umiddelbarhed, som om den fanger et flygtigt øjeblik i tiden. Goyas mesterskab ligger i at formidle ikke blot spektaklet, men også de rå følelser i begivenheden – frygt, mod og dødens tragiske uundgåelighed. Brugen af lys og skygge, så karakteristisk for Goya, intensiverer dramaet, fremhæver tyren og matadoren og trækker beskueren ind i handlingens hjerte. Det er en stærk erklæring om den menneskelige tilstand, indrammet i en brutal sports kontekst.