Dette fængslende landskab, malet med livlige, tykke penselstræk, viser en scene fra landliv, en hyldest til naturens ro og enkelhed. Markens store stræk dominere af en palet af drømmende rosa og dæmpede grønne nuancer, der smelter sammen i en livlig horisont. Du kan næsten høre hvisken fra vinden, der fejer henover det nyklippede hø, mens bløde bakker bølger i baggrunden - malet i lag af dristigt impasto, der giver værket en teksturel rigdom, der drager dig ind. Landmændene, som måske er fortabt i tankerne, arbejder mellem naturens rigdom, deres former blødt af lys og skygge.

Den følelsesmæssige indvirkning af dette værk genlyder dybt; det vækker en følelse af nostalgi for landliv, hvor årstidens rytme dikterer eksistensens tempo. Anvendelsen af oliefarver giver en følelse af varme, der skaber en indbydende atmosfære, der føles både intim og udvidet. Cuno Amiets valg af at repræsentere denne pastorale scene gennem en moderne linse, med abstrakte berøringer og ekspressive farver, afspejler hans position som en bemærkelsesværdig skikkelse inden for schweizisk modernisme i begyndelsen af det 20. århundrede — en tid, hvor post-impressionistisk bevægelse omfavnede levende farver og ekspressive former. Dette værk står ikke kun som et vindue mod naturen, men også som en fejring af livets grundlæggende forbindelse til jorden og det arbejde, der understøtter det.