At træde ind i dette kunstværk er som at træde ind i en drøm, et stille rum af gamle sten og filtreret lys. Kunstneren bruger mesterligt lys og skygge til at definere de grandiose arkitektoniske former og fører blikket op gennem høje buer og indviklede udskæringer. Man kan næsten høre ekkoet af fodtrin på den slidte sten og hvisken af bønner. Kompositionen leder beskuerens blik, først til figurerne, der er samlet nær indgangen, og derefter dybt ind i hjertet af helligdommen.

Paletten er domineret af varme, jordagtige toner, der brydes af det æteriske skær, der udgår fra kirkens indre. Figurerne, der er gengivet med en antydning af detaljer snarere end en præcis definition, tilføjer en følelse af skala og fortælling. Der er en følelse af mystik; en følelse af ærbødighed gennemsyrer scenen. De grove penselstrøg og de dæmpede farver fremkalder følelsen af tidens gang og skaber en rørende visuel oplevelse. Værket fremkalder en dyb følelse af kontemplation og inviterer beskueren til at reflektere over det åndelige og det evige.