Værket omgiver beskueren med en strålende tåge, hvor den glitrende overflade af floden ser ud til at danse under diffust lys. Monet's penselstræk smelter sammen og skaber en følelse af flydende bevægelse, der fanger vandets ebb og flow. Hvirvler af blå og guld stræber efter at gengive glimt af sollys, der bryder gennem skyede himmel; de antyder både ro og den konstant forandrende natur af Themsen.

Kompositionen er overraskende fredfyldt; horisontlinjen hælder blidt nedad, omfavner silhuetter af træer og arkitektur, der næsten er ugenkendelige i den blide atmosfæriske blanding. Denne æteriske kvalitet inviterer til overvejelse af forholdet mellem vand og lys. Monet's valg af palette forstærker denne effekt, idet pastelfarverne vækker en følelse af nostalgi. Den følelsesmæssige tiltrækning af værket ligger ikke kun i dets fremstilling af et sted, men i hvordan det inviterer os—næsten som om den siger, at hver scene er flygtig, et fanget øjeblik, men stadig levende i bevægelse og følelser.