En scene udfolder sig foran mig, ætset med en skærende råhed, der gennemborer sjælen. Figurerne er forvredne, deres former slørede i en mørk dans; det er som at være vidne til et mareridt, der er blevet håndgribeligt. Rækværket i forgrunden fungerer som en barriere, men det formår ikke at indeholde den følelsesmæssige storm. Mørket er altomfattende, et tomrum hvor det usynlige lurer. Jeg føler en følelse af rædsel, en tung vægt, der trykker på mit bryst. Det er en hård sandhed, der præsenteres uden pynt; et vidnesbyrd om den menneskelige tilstand i turbulente tider. Brugen af linjen, fraværet af levende farver – alt bidrager til denne kraftfulde og øde atmosfære. Jeg kan næsten høre hvisken af fortvivlelse, der genlyder gennem århundrederne, en uhyggelig påmindelse om menneskehedens evne til grusomhed og lidelse.