Værket fanger de majestætiske klipper i Étretat, nænsomt belyst af de gyldne nuancer fra solnedgangen; de atmosfæriske effekter er betagende, og omfavner scenen i en blid krammer. Klipperne, med deres ikoniske buer, står stolt mod et uroligt hav, hvor små sejlbåde vugger blidt, deres sejl malet i mørke silhuetter mod det glimrende vand. Himlen er et strålende væv af varme gule nuancer, der overgår i koldere blå — farver der danser på lærredet, og fremkalder en følelse af fred og øjeblikkets flygtighed.

Monets karakteristiske penselkunst er en symfoni af teksturer; hurtige stræk skaber harmoni mellem det oprørte ocean og klippernes solide storhed. Hvert penselstræk bidrager til en følelse af bevægelse, som om selve luften er levende med hviskene fra aftenbrisen. Den følelsesmæssige indvirkning af verket er dyb; det vækker en længsel efter naturens skønhed og en følelse af ro midt i kaos. I konteksten af en tid, hvor impressionismen omdefinerede kunstnerisk udtryk, fanger dette værk ikke blot naturens skønhed, men fejrer også det flygtige lys og atmosfære.