En mand med melankolsk udtryk ligger på en smal seng dækket med et groft tæppe. Hans løstsiddende hvide skjorte står i kontrast til rummets varme og mørke jordfarver. På det mørke gulv ligger spredte papirer, som tyder på uro eller ufærdigt arbejde. Bag ham hænger et grønt gardin delvist for at skjule det dunkle rum, mens to figurer til venstre kigger gennem et gittervindue, hvilket forstærker følelsen af indespærring og overvågning.

Kunstnerens frie penselstrøg og brug af lys og skygge fremhæver mandens trætte blik. Kompositionen indfanger stærkt følelsen af isolation og psykisk smerte i et psykiatrisk hospital i 1800-tallet. Samspillet mellem lys og skygge øger det psykologiske drama.