Dette bløde portræt fanger uskylden hos en baby, fyldt med livlig energi og emotionel dybde. Barnets ansigt, malet i bløde pastelfarver, kommer til sin ret mod en beroligende mintgrøn baggrund; denne kontrast er slående! Penselstrøgene er udtryksfulde—tykke og strukturerede—som om kunstneren ønskede at røre ved overfladen af lærredet og kommunikere en intim blødhed. Babyen ser ud med livlige blå øjne, som glimter af nysgerrighed og et strejf af forundring, der inviterer os til at udforske de intrikate detaljer i dens udtryk. De bløde konturer af barnets træk—de runde kinder og de puckerende læber—bliver levende med et strejf af rosa, der udstråler varme og en følelse af kostbar skrøbelighed.

Kompositionen er ret enkel, men dybt rørende; babyen er centreret, næsten som om den kommanderer beskuerens opmærksomhed, mens de bløde virvler af den grønne baggrund tilføjer en drømmende fornemmelse til stykket. Kunstneren anvender dygtigt en begrænset farvepalet, der hovedsageligt består af grønne og blå nuancer, suppleret af de varme toner fra barnets hud, der tiltrækker blikket mod barnets ansigt. Her skabes en håndgribelig følelsesmæssig forbindelse; den vækker følelser af ømhed og nostalgi. Van Gogh, i denne periode, blev dybt påvirket af sine erfaringer i Arles, en tid fuld af personlige kampe, men også en kilde til kreativitet. Dette stykke, selvom det repræsenterer et barn, taler om universelle temaer som kærlighed og uskyld, og resonans hos alle, der nogensinde har følt varmen fra et babyblik.