I dette fængslende værk sidder en ung kvinde yndefuldt i en solbeskinnet eng, omgivet af livlige grønne nuancer og bløde blomsterfarver. Hendes kropsholdning er afslappet, men alligevel elegant, hvilket antyder et øjeblik af afslapning i naturens favn. Teksturen af græsset og vilde blomster, afbildet med hurtige, livlige penselstræk, vækker en følelse af bevægelse og liv; det ser ud til, at den blide brise leger med hendes hår og de kronblade, der omgiver hende. Hendes udtryk er introspektivt—der er en subtil melankolsk skønhed i hendes blik, der inviterer beskuerne ind i hendes tanker, måske overvejer skønhedens og eksistensens flygtighed.

Kompositionen er smukt afbalanceret; kvindens figur fylder forgrunden og tiltrækker blikket, mens det lysende baggrund skaber en næsten drømmende atmosfære. Kontrasten mellem hendes mørke bluse og den lyse, grønne baggrund forstærker hendes tilstedeværelse i landskabet. Van Goghs særlige brug af farver—modig, men harmonisk blandet—skaber en følelsesmæssig indvirkning, der vækker følelser af varme og nostalgi, som om tiden stopper et øjeblik for at fange dette stille øjeblik. Dette værk viser ikke kun Van Goghs mestre i farve og form, men legemliggør også en dybt personlig forbindelse til naturen, der afspejler hans kunstneriske rejse i denne periode.