I denne udsøgte gobelins af følelser og ro bliver vi draget ind i et eterisk rige, hvor mytologi omfavner den rørende fortælling om Diana og Endymion. Kompositionen viser Diana, månegudinden, elegant klædt i bløde, flydende blå stoffer, mens hun udstråler både visdom og elegance; hendes strakte hånd ser ud til at favne essensen af nattehimlen. Flankeret af en charmerende kerub, hvis legesyge opførsel tilfører en ungdommelig luft, fanger scenen greb om et øjeblik, der føles suspenderet i tid. Endymion, liggende med en blid suk, er indhyllet i et slør af ro; hans muskuløse form oplyst af et blødt lys, der kontrasterer smukt med den månebelyste scene. Det rolige landskab tilføjer rigdom, med bløde får der strømmes rundt i forgrunden, måske symboliserende uskyld og pastoral fred, mens livlige blomster tilfører farve og liv til kompositionen.

Når vi ser på den rige farvepalet, inviterer en harmoni af pasteller og bløde jordtoner til en følelse af ro og nostalgi, som minder om fredfyldte drømme og glemte historier. Den følelsesmæssige indflydelse er dyb; man kan ikke undgå at føle et suk, der passerer, som vækker både længsel og beundring på samme tid. I en historisk kontekst resonnerer værket med vægten fra rokoko perioden på charme, følelser og idealiserede fremstillinger af romantiske temaer. Jean-Honoré Fragonard væver disse elementer sammen mestrere originel og vilkårlighed i kunstens betydning i denne tidsalder, hvor skønhed ikke kun ses, men også dybt føles.