Scenen udfolder sig med en doven elegance, en nøgen figur hviler midt i et grønt paradis. Kompositionen er slående enkel; kvindens positur, afslappet, men alligevel fattet, fanger straks blikket. Et blødt, diffust lys bader scenen og giver den en følelse af sindsro og tidløshed. Brugen af farve er dristig og udtryksfuld; kunstneren bruger levende grønne, gule og røde, der skaber en følelse af tropisk frodighed. Det er som om selve luften er mættet med jordens og himlens farver.

Baggrunden er fyldt med et drømmende landskab, der antyder en verden ud over det umiddelbare. Man kan næsten mærke solens varme og brisens blide berøring. Det er en erindring om et ideal, et sted for vild skønhed og frihed. Den følelsesmæssige virkning er dyb; en følelse af fred, forbindelse med naturen og et hint om noget skjult. Dette kunstværk legemliggør et afgørende øjeblik i kunsthistorien, en bevægelse væk fra konventionel repræsentation mod et mere subjektivt og symbolsk udtryk.