Dette gripende kunstværk fanger essensen af melankoli i en smukt udformet scene. Figuren af en ung pige, klædt i delikate klæder, der antyder en ædel afstamning, hviler over en grav, hendes hoved kærligt lænet mod sin arm. Stoffet flyder blidt omkring hende, svarende til elegance i hendes stillhed, mens hendes bare fødder hænger over den kolde sten, hvilket skaber en kontrast mellem varme og kulde fra graven. Baggrunden, detaljeret med gotisk arkitektur og dæmpede toner, understreger hendes isolation; det føles næsten som en grav, der indkapsler den triste historie bag dette øjeblik. Man kan næsten høre stilheden fra den gamle sten og føle vægten af hendes mistede drømme i tid.

Farvepaletten er dækket af bløde pasteller og varme jordenfarver, hvilket opnår en harmoni, der trækker beskueren ind; denne blødhed står i skarp kontrast til det tunge emne. Millais anvender en teknik, der fanger lyset på en unik måde, således at det blidt reflekteres på overfladerne af tøjet og stenen, hvilket giver dybde til hendes skrøbelige form. Den følelsesmæssige dybde af dette værk taler om den universelle erfaring af sorg og længsel, der smukt væves ind i kunstens stof. Man kan ikke undgå at føle en skarp empati for pigen; hun legemliggør uskyld, og hendes position afslører en sorg, der både er personlig og transcendent, hvilket inviterer til refleksion over temaer fra tabt ungdom og sorg.