Kunstværket viser et slående portræt af en ung kvinde, som klart afspejler Waterhouses unikke stil, der flyder mellem linjerne af figurative og impressionistiske teknikker. Motivet står i en stille skov, indrammet af høje træer, der elegant omgiver hende, mens hun gestikulerer som om hun ordner sit hår - et intimt øjeblik fanget i olie. Penselstrækene er ekspressive, med en håndgribelig tekstur, der giver liv til scenen, mens de livlige stræk af blå og grøn skaber en delikat forbindelse til den naturlige omgivelser. Lyset filtreres gennem bladene, og kaster bløde skygger, som vækker en følelse af varme og nærhed. Hendes æteriske positur, sammen med farverne leger, fanger betrakterens opmærksomhed og trækker os ind i hendes kontemplative rige; det er som om hun i et øjeblik stopper op for at dele sine tanker i naturens ensomhed.

Den livlige blå af hendes kjole står i smuk kontrast til skovens jordfarver; Waterhouses dygtige håndtering af farverne forstærker hendes tilstedeværelse, så hun fremstår både forankret og overnaturlig. Der er en sentimentalt præg i dette værk, som resonerer med længslen, der typisk findes i romantisk kunst fra slutningen af det 19. århundrede. Det er denne juxtapositions mellem den hverdaglige handling at ordne hår, der driver en refleksion af det daglige liv, og den fortryllende baggrund i naturen, der forbliver i beskuerens sind længe efter de har set stykket. Selvom dette værk blev produceret i en tid med dybe forandringer og eksperimenter i kunsten, forbliver Waterhouse fast forankret i temaerne skønhed, natur og kvindelig mystik, hvilket gør dette stykke tidløst og tiltalende for både gamle og nye kunstelskere.