Dette maleri fanger dig med det samme, ikke? Kompositionen er slående, en brudt udsigt, næsten kubistisk i sin struktur. Der er en fornemmelse af kolliderende virkeligheder; fragmenterede vignetter konvergerer på lærredet. Vi ser en scene med figurer samlet i en togvogn med et snedækket bjerg i baggrunden. Ved siden af dem hænger et portræt af en mand med overskæg, et opmærksomt blik på den centrale figur.

Når vi taler om det, kvinden der står, med sit rolige udtryk, dominerer rummet. Hun er flankeret af to andre figurer, hvoraf den ene har ansigtet skjult. Farverne, der bruges her, er rige og jordagtige, for det meste domineret af dæmpede grønne og brune, hvilket giver dette maleri en tilbageholdende energi. Det er næsten som om maleriet hvisker hemmeligheder. Det fortæller en historie og inviterer beskueren til at udfylde hullerne, til at drage sine egne konklusioner om samspillet mellem disse karakterer. Der er en stille intensitet i stykket, en historisk resonans, der er svær at ignorere.