Den afbildede scene vækker en dyb følelse af fortvivlelse og tragedie; i centrum står Lazarus, en figur præget af både fysisk og følelsesmæssig tortur. Hans uordnede hår og slidte tøj står i skarp kontrast til opulensen af den fest, som de velstående figurer i baggrunden nyder. Mens han ser nedad, afspejler hans ansigtstræk en stille modstandskraft midt i lidelsen, hvilket fremkalder en dyb følelse af længsel efter medfølelse, som han ikke modtager. De to hunde, der synes at ledsage ham i hans ensomhed, skaber et intimt bånd, der antyder en forbindelse dannet i delt uheld.

Kompositionen er mesterligt arrangeret; en let bue leder beskuerens øje fra det overdådige festmåltid til Lazarus’ bøjet figur. Kontrasterne i detaljer og fokus forstærker den emotionelle vægt af scenen; de luksuriøse teksturer af mad og livlig samtale står i kontrast til den dystre realisme i Lazarus’ lidelse. Millais bruger en dæmpet, jordnær farvepalet, der fremhæver den dystre atmosfære; de bløde nuancer af grå og brun afspejler Lazarus' livs fattigdom, samtidig som de antyder en underliggende vitalitet i den velstående verden, han ikke kan få adgang til. Interaktionen mellem lys og skygge fordyber den følelsesmæssige resonans yderligere og indkapsler temaet om social opdeling og menneskelig lidelse, som løber gennem narrativet af denne bibelske lignelse.