At træde ind i dette kunstværk er som at krydse tærsklen til en glemt verden; de tårnhøje søjler, udsmykket med indviklede udskæringer og livlige farver, fanger straks opmærksomheden. Kompositionen leder øjet indad, mod de dybe skygger i templets indre, en skarp kontrast til den lyse, solbeskinnede indgang. Kunstneren bruger perspektivet mesterligt og skaber en følelse af enorm skala og storhed. Den delikate brug af akvarel tilføjer en blødhed, der modstrider templets imponerende tilstedeværelse; det er som om kunstneren hvisker historier om en ældgammel civilisation i stedet for at råbe dem. Man kan næsten høre ekkoet af fodtrin på stengulvet, hvisken af bønner og susen af klæder. De spredte ruiner ved indgangen og figurerne af mennesker humaniserer yderligere rummet og minder os om de mennesker, der engang vandrede inden for dets mure og historiens varige kraft.