Et barskt, gribende landskab udfolder sig foran os, malet med den rå, instinktive ærlighed, der definerer en bestemt kunstners arbejde. En ensom figur ligger i en seng, de uberørte hvide lagner er plettet med det karminrøde bevis på tabet. Opad, svævende i udstrækningen af en tilsyneladende uendelig himmel, flyder flere symbolske objekter, forbundet med midtfiguren af sarte, men uknækkelige tråde. Figurerne ser ud til at drive, et vidnesbyrd om kunstnerens personlige sorg og fysiske smerte. I det fjerne rejser et øde industrilandskab sig, en tavs observatør af den tragedie, der udspiller sig. Farvepaletten er afdæmpet, domineret af jordtoner og himlens kolde blå farver, hvilket forstærker scenens følelsesmæssige intensitet.