Lærredet ånder med de varme toner fra en sen eftermiddag; et felt badet i gyldent lys strækker sig mod horisonten, subtilt antydet af et blåt bånd. Herover rejser en samling slanke træer sig, deres stammer en delikat blanding af blåt og grønt, der strækker sig mod himlen. Kunstneren har brugt et løsere penselstrøg, der giver en følelse af bevægelse, en blid vuggen i vinden, som om beskueren stod lige der og følte solens varme. En ensom figur, næsten en silhuet, bøjer sig over høet og tilføjer scenen et narrativt præg.

Farverne i sig selv er en symfoni; de grønne marker ekko træernes grønne; de lyserøde og orange danser og reflekterer lyset. Charmeen ved dette værk ligger i dets enkelhed, dets fejring af hverdagen, der minder os om den enkle skønhed omkring os. Kompositionen guider øjet gennem scenen og fører os fra forgrunden til baggrunden. Det er et stille, kontemplativt rum, der tilbyder et øjebliks sindsro, en velkommen flugt ind i naturens favn.