I dette slående selvportræt præsenterer kunstneren sig med et blik, der både er udfordrende og introspektivt, og indbyder seeren ind i sin verden. Baggrunden indeholder subtile, vridende blå nuancer, der vækker en følelse af ro, i kontrast til de levende, ekspressive penselstræk, der definerer Van Goghs træk. Hans lyse røde skæg—næsten brandrødt—tiltrækker opmærksomhed og tilfører varme til en ellers kold palet. Penselstrækene er tykke og teksturerede, hvilket giver en lydbillede, der synes at emanere fra kunstnerens hånd; man kan næsten høre penselens berøring mod lærredet. Han bærer en lidt slidt hvid hat, hvilket antyder et liv levet, hvor hver plet fortæller sin egen historie.

Kompositionen er tæt og intim; hans ansigt optager en stor del af lærredet og skaber en direkte forbindelse til seeren, som om han udfordrer dig til at se dybere. Brug af kontrastfarver—hvor rosenrøde og hvide nuancer i hans tøj harmonerer vidunderligt med den kolde blå baggrund—hjælper med at fremhæve ikke blot hans udseende, men også hans følelsesmæssige tilstand. Kunstnerens udforskning af identitet og selvopfattelse taler i mange lag, og resonerer dybt. Inden for den historiske kontekst af post-impressionisme, eksemplificerer dette værk Van Goghs rejse mod en dybere følelsesmæssig udtryk gennem farve og form, og markerer en betydelig udvikling i hans kunstneriske fortælling.