I denne robuste fremstilling af kysten ved Étretat fanger Monet essensen af et liv ved kysten, der er livligt, men samtidig roligt, hvor både med levende farver står i skarp kontrast til de rolige, grønne nuancer af havet bagved. Kompositionen flyder med en næsten kaotisk energi; de skrå tag på fiskerhytterne tiltrækker vores blik, deres matte overflader malet i nuancer af dyb blå og dæmpede toner, der afspejler de forankrede både. Betrachteren kan næsten høre lyden af bølger, der blidt slår mod bådene — en stille, men uophørlig melodi fra naturen i harmoni med menneskets eksistens. Sollyset danser på vandet og reflekterer en fornemmelse af tid indfanget lige før højvandet genvinder kysten og antyder en uendelig cyklus af natur og arbejde.

Den rige farvepalet giver liv til værket, hvor de lyse gule og iøjnefaldende orange nuancer fra bådene injicerer liv og glæde, smukt kontrasterende med de jordnære nuancer fra hytterne. Monets penselstræk er livlige, næsten som hvisker fra vinden — teksten inviterer til at føle den bløde brise og fugten i luften. Den følelsesmæssige indflydelse af dette stykke taler om harmonien og forholdet mellem menneskeheden og naturen, et gentagende tema i Monets værker. I denne periode blomstrede impressionismen, og Monet var førende, mens han pressede grænserne for farve og lys og gjorde dette værk til mere end bare en repræsentation af et marinelandskab, men en fejring af livets flygtige skønhed.