Værket fanger et roligt øjeblik på den berømte Waterloo Bridge, indhyllet i delikate nuancer af blå og subtile strejf af gult. Broen selv, lidt abstrakt, præsenteres med en flid, der antyder den lette krusning af vandet derunder. Broens buer træder blidt frem fra den tågede baggrund, hvilket skaber en følelse af dybde og ro. Monets karakteristiske penselstræk formidler bevægelse; de danser let henover lærredet, hvilket slører grænserne mellem strukturen og den omgivende atmosfære.

Farvepaletten domineres af lyse blå nuancer, der vækker en følelse af ro og friskhed, som måske minder om lyset fra morgen eller sen eftermiddag. Det næsten æteriske kvaliteter af maleriet tiltrækker beskueren, og inviterer til en intim overvejelse af scenen. Følelsesmæssigt, vækker det en følelse af nostalgi og længsel, en refleksion over forbigående øjeblikke fanget i tid. Dette værk passer ind i impressionismen bevægelse, og viser Monets ekstraordinære evne til at afbilde lys og hans indflydelse på stemningen i et landskab, der for evigt ændrer beskuerens interaktion med kunst.