I dette gripende kunstværk står en ensom figur ved siden af en krukke med grøn basilikum, et emblem for kærlighed og hukommelse, dybt forankret i renæssancens romantik. Det intrikate stof af hendes prydede kappe, dekoreret i dybe blå og guldnuancer, stråler af storhed og tragedie, og indfanger Isabellas sorg, mens hun klamrer sig til mindet om sin tabte kærlighed. Denne smertens elixir blødes op af hendes flydende hvide kjole, en kontrast, der forstærker hendes eteriske tilstedeværelse og vækker en dyb, melankolsk skønhed.

Kompositionen inviterer beskueren til at udforske den frodige haveverden, hvor velplejede hække indrammer en elegant trappe, som opfordrer til udforskning og flugt. Den varme farvepalet af jordnære grønne og bløde brune nuancer er accentueret af livligt rødt—en blomstrende blomst, måske et afgørende vink til de passioner, der er indviklet i denne dybt romantiske fortælling. Værket pulserer af følelser, idet det forvandler det blide samspil af lys og skygge til en rørende påmindelse om kærlighedens flygtige natur, hvis skatte ofte bevares i minder eller symboler, ligesom denne dyrebare basilikum.