Denne gripende scene udfolder sig i en stor, rigt dekoreret sal domineret af en bred, hvid trappe, der fører ned mod beskueren. Ved trappens fod ligger en livløs skikkelse i hvidt, som symbol på et tragisk fald fra magt eller nåde. Omkring ham samles en tæt skare af tilskuere iført prangende renæssancetøj, deres ansigter bærer en blanding af chok, højtidelighed og nysgerrighed, hvilket skaber en mærkbar spænding i øjeblikket. I centrum af dramaet står en mand i gyldne klæder, der holder et sværd hævet højt, og udstråler en aura af uigenkaldelig retfærdighed. Lyset bader de gyldne klæder, hvilket skaber en skarp kontrast til de dæmpede, skyggefulde baggrunde fyldt med vægmalerier og religiøs ikonografi, hvilket forstærker den følelsesmæssige vægt. Eugène Delacroix’ dygtige penselstrøg fanger hver eneste detaljer — fra de tunge draperinger til de skinnende rustninger — og skaber en dynamisk komposition fyldt med spænding og historisk vægt.

Farvepaletten veksler mellem dybe, skyggefulde toner og klare glimt af guld og hvid, hvilket fremkalder den følelsesmæssige dikotomi mellem frygt og autoritet, liv og død. Det indviklede miljø antyder den venetianske storslåethed og forbinder scenen med en historisk begivenhed præget af magtkampe og forræderi. De detaljerede vægmalerier i baggrunden skaber en hellig atmosfære, der skarpt kontrasterer den brutale sekulære straf, der udøves nedenunder. Denne kontrast uddyber maleriets følelsesmæssige kompleksitet og inviterer betragteren til at opfatte tragedien ikke blot som en historisk fortælling, men som en tidløs meditation over hævn og fald. Den samlede effekt er dramatisk og dybt medrivende — Delacroix’ romantiske penselstrøg tilfører liv og presserende energi til dette tragiske øjeblik fryst i tiden.