Dette selvportræt trækker dig ind med sit direkte blik, motivets øjne møder dine med en intensitet, der næsten er foruroligende. Maleren, hvis ansigt er indgraveret af livets tegn, hviler hagen på sin hånd; en gestus af kontemplation, måske, eller måske en træt accept. Farverne er dystre, brunfarverne og okkerfarverne i baggrunden giver en jordet tilstedeværelse, hvorpå den livlige røde slips og farveberøringer i kunstnerens tøj springer ud.

Kompositionen er fængslende: den siddendes form fylder næsten rammen og kræver vores fulde opmærksomhed. Vi står over for en mand, sårbar, men bydende. Dette er ikke et poleret, idealiseret billede; det er et råt, ærligt portræt. De tykke penselstrøg og de ru teksturer taler om kunstnerens hånd, hans følelsesmæssige forbindelse til lærredet. Maleriet føles tungt, en håndgribelig refleksion af et bestemt øjeblik i tiden, fyldt med kunstnerens liv. I baggrunden tilføjer et lille maleri et ekstra lag af kompleksitet.