Gauguins 'Nattcafe' indhyller beskueren i en verden af doven kontemplation; en verden af skygger og mættede farver. De intense røde vægge og det gullige lys skaber en tung atmosfære, der minder om en kvælende aften. En kvinde, måske ejeren, sidder ved et bord, hendes blik er rettet mod beskueren, hendes udtryk er en blanding af træthed og subtil munterhed. Hun hviler hovedet på sin hånd, en gestus af lethed og måske kedsomhed. Billardbordets smaragdgrønne står i skarp kontrast til de omkringliggende nuancer og tiltrækker øjet, en scene for figurerne i baggrunden. Scenen er fyldt med en følelse af stilhed, næsten en melankolsk stilhed, som om tiden er gået i stå i dette dunkelt oplyste rum. Det er et fanget øjeblik, et flygtigt glimt ind i livet for dem, der frekventerer denne cafe, hver med deres egne uudtalte historier.