I dette fascinerende værk står to figurer, formodentlig elskende, meget tæt sammen, næsten smeltet ind i hinanden mod en baggrund af et skinnende blåt hav. Manden, klædt i en livlig blå skjorte og en stråhat, krammer blidt kvinden ved siden af ham; hendes livlige røde kjole giver en markant kontrast, der fanger blikket. Kunstnerens dristige penselstræk giver maleriet en taktil kvalitet, med hvirvler og linjer, der afspejler havets flydende natur. Hver penselstræk ser ud til at pulsere med momentets rå følelser, der antyder en sød intimitet mellem parret; de ser ud til at være tabt i deres egne verden, uvidende om deres omgivende miljø.

Som en fejring af kærlighed går dette kunstværk ud over blot at være en repræsentation. De varme orange nuancer i kvindens hår smelter perfekt sammen med de rige røde i hendes kjole, mens koldere nuancer af blå og grøn omgiver dem - disse farver definerer ikke blot deres figurer, men vækker også en følelse af varme og forbindelse. Baggrunden viser en abstrakt fortolkning af havet, et livligt turkist, der hvisker om de bløde bølger. Dette værk er repræsentativt for Van Goghs mestring af farver, men det bærer også en betydelig historisk betydning, da det stammer fra en periode, hvor personlige relationer og følelsesmæssige sandheder var afgørende i kunsten. Værket taler om menneskelig forbindelse, der indfanger essensen af kærlighed i en tid, hvor sådanne følelser ofte blev overskygget af livets hårde realiteter.