Scenen udfolder sig med daggryets stille ærbødighed, lyset begynder lige at kæle for den antikke by. Et panorama af Venedig breder sig ud foran os; bygningerne samler sig sammen, deres facader blødgøres af morgens omfavnelse. Det ikoniske klokketårn gennembrænder himlen, en tavs vagtpost.

Kunstneren har fanget selve essensen af det venetianske lys, spredt det ud over vandet og reflekteret det på den blege, skybeklædte himmel. Penselstrøgene er løse, næsten impressionistiske, og formidler en følelse af umiddelbarhed. Farverne er bløde, den overordnede tone er ro, som en mild hvisken gennem byens kanaler, der inviterer tilskueren til at indånde øjeblikket og føle Venedigs fredfyldte opvågnen. Det er et visuelt digt, skrevet i farvestrøg, der fanger den flygtige skønhed i et flygtigt øjeblik.