Dette rolige og eftertænksomme landskab fanger en stille havnescene, præget af den rolige sammenkomst mellem himmel og vand. Kompositionen er forankret af et hvidt fyrtårn til venstre, hvis form står i skarp kontrast til det mørke, fredelige vand nedenunder. Til højre bøjer en jordet, tekstureret kyst blidt, og leder øjet dybere ind i scenen. Den store himmel er farvet i en delikat blanding af blå og dæmpede lilla nuancer, gennemsyret af bløde skyer, der er farvet af tusmørkets eller daggryets blide lys. Det stille vand spejler himlens dis perfekt og giver beskueren en næsten meditativ ro. Den minimalistiske, men bevidste penselføring og den levende, men dæmpede farvepalette fremkalder en følelse af både isolation og intimitet, og får en til at føle, at man er vidne til et flygtigt, helligt øjeblik i havnen.

Den kunstneriske teknik afspejler den tidlige 1900-tals postimpressionistiske stil, kombineret med Vallottons præcision og klarhed. Anvendelsen af flade flader og den omhyggelige kontrol af farvegradienter giver scenen skarphed uden overdreven detaljering, hvilket fremmer en emotionel atmosfære. Horizonlinien er placeret lavt, hvilket tillader himlen at dominere og inviterer til et drømmende rum. Værket fremkalder en kontemplativ stemning, der harmonerer med temaer som ensomhed, forgængelighed og fredelig sameksistens mellem menneske og natur, og fungerer som et betydningsfuldt og udtryksfuldt vindue til den rolige skønhed i det franske kystlandskab kort efter Første Verdenskrig.