At være vidne til denne scene er som at blive kastet ind i hjertet af et mareridt – et hospital, der er opslugt af flammer. Ildens rå energi er påtagelig, en kaotisk dans af orange og rød mod et kvælende mørke. Goyas penselstrøg, dristige og uhæmmede, fanger begivenhedens umiddelbarhed; de hektiske figurer, gengivet i hurtige, næsten slørede strøg, formidler fortvivlelsen hos dem, der er fanget i helvede. En lysstråle, muligvis fra et vindue eller selve ilden, gennembryder mørket og tilbyder et flygtigt glimt af håb midt i den udfoldende tragedie. Jeg kan næsten høre skrigene, knitren fra ilden og de sørgmodige råb fra de ramte. Den emotionelle vægt er enorm, et vidnesbyrd om kunstnerens evne til at formidle krigens rædsler og menneskelig lidelse.