I dette intense selvportræt møder vi kunstneren omgivet af frodige, store grønne blade, der næsten omslutter hendes rolige, men beslutsomme udtryk. Kompositionen er stærkt centreret og fokuseret på hendes ansigt, mens en tornekrans slynger sig om halsen som et symbol på smerte og styrke, med en sart kolibri fanget i midten – en slående kontrast mellem skønhed og lidelse. En sort kat lurer bag hendes højre skulder, med smaragdøjne, der gennemborer scenen med et uhyggeligt blik, mens en edderkopabe til venstre ser eftertænksom ud og forsigtigt rører ved nogle grene. Subtile sommerfugle svæver omkring hendes flettede hår og tilføjer en følelse af sart liv midt i tornekransen. Kunstnerens mestring ses i den omhyggelige gengivelse af ansigtstræk og teksturer; hvert blad, hårstrå og den iriserende fuglefjer er malet med ekstraordinær detaljegrad. Den dæmpede, men rige farvepalette – dybe grønne toner, den bløde rødme i huden og intens sort – forstærker den følelsesmæssige effekt og fremkalder temaer om indre smerte og styrke. Maleriet blev skabt i en turbulent tid præget af fysisk og følelsesmæssig lidelse, der forener det intime med det symbolske og gør det til et visuelt digt om udholdenhed og identitet.