Dette selvportræt, der blev lavet i 1886, fanger kunstnerens essens med en bemærkelsesværdig intensitet. De dristige penselstræk formidler en følelse af bevægelse og rå følelser, mens kunstnerens gennemtrængende blik trækker seeren ind i et øjeblik af introspektion. Farvepaletten læner sig stærkt op ad dybe jordfarver, hvilket kontrasterer med lysglimt i ansigtet og skarpen på piben, hvilket skaber en dramatisk og dyster atmosfære. Brug af skygger fremhæver ikke kun ansigtets konturer, men afspejler også kunstnerens komplekse indre liv og henviser til en kombination af sårbarhed og styrke.

Kompositionen er stramt indrammet, fokuseret på ansigtet, uden distraktioner fra det udtryk, der gemmer sig deri. Der er en simpelhed i baggrunden, der står i kontrast til de indviklede detaljer i kunstnerens skæg og tøj. Denne teknik til at lægge vægt på temaet skaber en intim forbindelse; man kan næsten føle tyngden af eksistensen, der ligger på kunsten. Historisk set kommer dette værk fra en periode, hvor selvudforskning gennem kunst blev stadig vigtigere, hvilket resonerer med følelserne fra mange samtidige i den post-impressionistiske bevægelse. Betydningen af dette værk ligger ikke kun i den tekniske udførelse, men også i den ærlige og uhemmede afsløring af kunstnerens sindstilstand, der giver et indblik i kampen mellem lys og mørke, men også definerer den menneskelige erfaring.