Maleriets motiv er en kvinde i en blød, voluminøs hvid kjole, der knæler foran et spejl. Hendes kropsholdning er præget af selvbeskuelse, måske endda tristhed; den ene hånd skjuler hendes ansigt, den anden hviler blidt på den plysede, mørkegrønne og brune polstring på en divan. Omgivelserne er sparsomme, domineret af væggens kølige, dæmpede grønne farve, der skaber en følelse af stille privatliv. Et enkelt spejl med guldfarvet ramme hænger ved siden af hende, dets overflade reflekterer en usynlig verden og kaster en mørk skygge, der yderligere understreger scenens intimitet. Kompositionen er slående enkel, og den er afhængig af samspillet mellem lys og skygge for at formidle følelser. Penselstrøgene er sarte med omhyggelig opmærksomhed på stoffets fald og lysets spil på huden. Det skaber en mærkbar atmosfære af stille kontemplation, næsten en mærkbar følelse af ensomhed.