En øm vekselvirkning af myte og følelser manifesterer sig i dette udsøgte maleri. Til venstre er Echo afbildet i en blød og kontemplativ positur, hendes nøgne hud stråler i det spottede sollys. Hun ser ud til at være draget mod Narcissus, som ligger uvidende ved siden af en stille dam. Waterhouses penselstræk fremhæver smukt de delikate, flydende linjer i hendes antikke græske klædning, som falder uden anstrengelse, og fremkalder både femininitet og skrøbelighed. Den frodige grønne beplantning, der omgiver scenen, fungerer næsten som en tavs vidne, der indrammer deres forbindelse, samtidig med at den fremhæver adskillelsen skabt af Narcissus' besættelse af sin egen refleksion. Det bølgende vand spejler hans billede, og fanger essensen af en uopnåelig skønhed, mens de vilde blomster, der er rettet mod hans blik, symboliserer den kortvarige natur af længsel.

Der er dog et varselselement; de dybe vand skjuler ikke kun Narcissus, men også tragedie. Farvepaletten–en harmonisk blanding af bløde pastelfarver og rige jordtoner–giver scenen en rolig, men melankolsk aura. Hver penselstræk formidler et stille ønske, en udforskning af ensidet kærlighed og besættelser. Waterhouse indkapsler smerten ved længsel, og inviterer seerne til at reflektere over deres egne oplevelser af ønsk og tab. Den mytologiske fortælling, dybt forankret i den græske tradition, resonerer med publikum, og overskrider tiden, samt minder os om farerne ved forfængelighed og egoistisk kærlighed.