I dette slående selvportræt portrætterer kunstneren sig selv med en forbundet øre og et eftertænksomt udtryk. Hans mørkegrønne frakke skaber en kraftig kontrast til den levende orange baggrund og skaber en dramatisk visuel effekt. Penselstrøgene er tykke og udtryksfulde, karakteristisk for van Goghs post-impressionistiske stil; hvert strøg synes næsten at være livagtigt, som om malingen ryster med følelser. Røgen fra piben, han holder, svæver op i fine spiraler, hvilket tilføjer en fornemmelse af bevægelse og afspejler måske kunstnerens tumultariske tanker på det tidspunkt.

Kompositionen er intim; vi føler, som om vi kigger ind i et øjeblik af sårbarhed. Ansigtet, der er delvist uklart, antyder det lidende og de kampe, som van Gogh stod overfor, mens han kæmpede med sin mentale sundhed. Alligevel findes der et glimt af modstandskraft i de livlige og dristige farver, som fortæller om hans vedvarende passion for livet og kunsten. Dette maleri har historisk betydning, da det opsummerer en udfordrende periode i van Goghs liv, men står også som et vidnesbyrd om den skønhed, der kan opstå fra lidelse.