I dette slående værk bliver beskueren straks tiltrukket af det følelsesfulde ansigt på en ung kvinde, hvis ansigt er indrammet af en karakteristisk hvid hovedbeklædning, der er typisk for hendes tid. Vincent van Gogh kontrasterer med sine usædvanlige penselstræk rige, jordiske nuancer med mørke baggrunde, hvilket får det blege hud og de udtryksfulde træk til at træde frem. Malerens udtryksfulde teknik fanger essensen af Gordina de Groot’s karakter og kontrasterer hendes stoiske udtryk med en næsten håndgribelig sårbarhed, der vækker empati. Hver penselstræk er bevidst, men formidler en følelse af spontanitet, som inviterer os til at overveje alle de utallige historier, der gemmer sig i hendes blik.

Kompositionen er bevidst enkel: hendes direkte blik engagerer beskueren og skaber en intimitet, der både er forstyrrende og smuk. Van Goghs lysanvendelse leger hen over hendes ansigt, oplyser hendes øjne og understreger hendes naturlige træk, mens kunsten taler om kunstnerens følelsesmæssige engagement med sin genstand. Dette portræt er ikke bare en repræsentation, men et vindue ind i sjælen hos en kvinde fra svundne tider; det indkapsler de kampe og modstand, der fremhæves i nuancerne af hendes udtryk. Historisk set fremhæver sådanne værker den sociale kontekst i det 19. århundrede, hvor kvinder ofte blev begrænset til huslige roller, men i dette portræt finder Gordina en stemme, der genlyder gennem tidene, et bevis på hendes eksistens og styrke.